Rengøringsassistent - Sommervikar, dag/aften
Københavns Lufthavn

I sommer passerede mere end 100.000 passagerer igennem Københavns Lufthavne dagligt. De skal sendes afsted fra en ren og indbydende lufthavn, og det er her, du kommer ind i billedet. Vi søger rengøringsassistenter i Københavns Lufthavn, der trives i et miljø, hvor du gør en forskel for tusindvis af rejsende hver dag.
Om Teamet
Facility Service (FSE) har ansvaret for, at lufthavnen altid fremstår ren, tryg og indbydende. Vi tror på, at det skal være sjovt at gå på arbejde, og vi værdsætter et arbejdsmiljø præget af gensidig tillid og en god, ordentlig omgangstone. Vi arbejder derudover tæt sammen, hjælper hinanden og sætter en ære i at levere et højt rengørings- og serviceniveau i lufthavnen.
Om at være Rengøringsassistent
Som Rengøringsassistent er du med til at skabe en god oplevelse for rejsende fra hele verden. Du har ansvaret for, at dine områder fremstår rene og pæne, så passagererne kan bevæge sig gennem en indbydende lufthavn. Undervejs hjælper du også passagerer, når de har spørgsmål eller brug for vejledning. Du arbejder herudover i et internationalt miljø, og dit job er både aktivt og gør en stor forskel for passagererne i dine områder.
Dine primære arbejdsopgaver er at:
- Arbejde efter en nøje beskrevet rengøringsplan
- Følge detaljerede arbejdsinstruktioner og forstå vores sikkerhedsregler
- Kommunikere venligt og hjælpsomt med passagerer, når de henvender sig med spørgsmål.
Vi ser til frem til endnu en travl sommer, og vi glæder os til at få dig som kollega. Vi søger medarbejdere til følgende stillinger:
- Rengøringsassistenter til dag- og aftenvagter (blandede vagter)
- Rengøringsassistenter til affaldshåndtering (kræver kørekort)
- Rengøringsassistenter til arbejde hver anden weekend (dag/aften).
Din ansættelse foregår over hen over sommersæsonen og i en af følgende perioder:
- 20. april – 31. august
- 27. april – 31. august
- 4. maj – 30 september.
Lufthavnen er i drift hele døgnet, året rundt. Det betyder, at lufthavnen altid skal være klar til at sende passagerer på rejse. Derfor arbejder vi i skiftende vagter: morgen (06.00–14.30) eller aften (14.00–22.30). Begge vagter inkluderer 30 minutters spisepause. Jobbet kræver 32 timer pr. uge fordelt på 4 arbejdsdage (8 timer pr. vagt) med arbejde hver anden weekend.
Om dig
Du trives i hverdagen i lufthavnen, som byder på et miljø med tempo og hvor samarbejde på tværs er en naturlig del af hverdagen. Du er hjælpsom og tager ansvar for både opgaver og samarbejdet i teamet. Derudover er du en mødestabil, engageret og god kollega, lige som du sætter en ære i at sende lufthavnens passagerer godt afsted på deres rejse.
For at komme i betragtning til stillingen forventer vi, at du:
- Har erfaring med rengøring og forstår vigtigheden af at levere et godt stykke arbejde
- Er mødestabil og klar til at tage ansvar
- Kan nøjes med max 2 ugers sommerferie, der passer ind i teamets plan
- Er i god fysisk form (du går meget hver dag)
- Ikke har problemer med knæ, ryg eller skuldre
- Kan følge en detaljeret arbejdsinstruktion
- Har gyldig arbejdstilladelse og kan fremvise ren straffeattest samt kørekort (OBS: Kørekort er kun påkrævet for affaldshåndtering).
Om CPH | Hvad tilbyder vi?
I Københavns Lufthavne A/S er vores kultur bygget på stærke værdier, der gennemsyrer alt, hvad vi gør. Med afsæt i 100 års erfaring, står vi midt i en spændende transformation, hvor vi kombinerer vækst, digitalisering og grøn omstilling med stærke værdier og høj trivsel.
I Københavns Lufthavne tilbyder vi:
- Gratis parkering og cykelservice
- Fysioterapi og træningsfaciliteter
- Sundhedsforsikring med gratis dækning af børn
Om ansøgningen | Stig ombord på dit nye job
Vi ser frem til at læse din ansøgning, så send den gerne snarest muligt og senest den 4. februar 2026.
I din ansøgning skal du tydeligt beskrive hvilke af de ovenstående jobs, du søger. Vi vil også gerne høre hvorfor du vil arbejde i Facility-afdelingen, og hvad du kan bidrage med til teamet.
Vi inviterer løbende egnede kandidater til audition, der afholdes fredag d. 6. februar, hvor du mere at vide om jobbet som rengøringsassistent.
Inden audition beder vi dig fremsende de dokumenter, der skal bruges til sikkerhedsgodkendelsen. Hvis du har boet i andre lande end Danmark de seneste 5 år, skal du bestille en straffeattest fra det land, du har boet i. Du skal ikke medbringe den til audition, men den skal være bestilt. Derudover skal du medbringe din danske straffeattest.
Der kan være mulighed for fastansættelse efter din ansættelsesperiode, hvis både du og vi vurderer, at kravene til fastansættelse er opfyldt.
Vi modtager kun ansøgninger via vores rekrutteringssystem.
Har du spørgsmål til jobbet så ræk ud til Area Manager, Lone Ulrich Skovgaard Pedersen på mail lone.u.skovgaard@cph.dk.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan forstå og tale både dansk og engelsk. Derudover er det en forudsætning, at du kan blive politigodkendt, ligesom du skal kunne opretholde politigodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rengøringsassistent - Sommervikar, dag/aften
Københavns Lufthavn