Lead Fire Safety Manager
Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavne A/S (CPH) er på en spændende rejse, hvor vi både bygger om og nyt, med implementering af grønne initiativer for øje. Det stiller krav til alle i CPH, men i særdeleshed til os i Commissioning & Fire Safety afdelingen. Derfor søger vi dig, der vil med på rejsen, som fagligt fyrtårn for Fire Safetys tværorganisatoriske team.
Som Lead Fire Safety Manager spiller du en nøglerolle i at udvikle CPHs standarder inden for Fire Safety, samtidig med at du selvstændigt løser opgaver på både nybyggeri og eksisterende bygningsmasse. Det gør du i tæt samarbejde på tværs af flere afdelinger i CPH og relevante myndigheder for at sikre, at vores bygninger altid er i compliance med lovgivningen.
Om at være Lead Fire Safety Manager
Som Lead Fire Safety Manager har du det faglige ansvar for Fire Safety Specialists samt det tværorganisatoriske team i CPH. Du fungerer som den primære rådgiver for brandsikkerhed i lufthavnen og samarbejder tæt med både interne og eksterne interessenter for at sikre, at brandsikkerheden i alle vores bygninger altid er i overensstemmelse med gældende lovgivning og CPHs standarder.
Du har ansvaret for at udarbejde beslutningsgrundlag for CPH’s ledelse vedrørende risici og mitigerende tiltag samt for at sikre, at både Bygge- og Beredskabslovgivningens krav til brandsikring bliver implementeret korrekt i CPH’s projekter og eksisterende bygninger. Du vil løbende udarbejde risikovurderinger, fastlægge risikoprofiler og -appetit, samt godkende fravigelser fra gældende CPH-standarder og procedurer inden for brandsikkerhed.
Din rolle omfatter også kvalitetssikring af projekter og rådgivning samt granskning af nye og eksisterende projekter i forhold til brandsikring og udstedelse intern ibrugtagningstilladelser i projekter. Du udformer brandsikkerhedsmæssige målsætninger og strategier for CPH og sikrer, at disse er integreret i lufthavnens daglige drift. En væsentlig del af din opgave er løbende at orientere om relevante forhold vedrørende brandsikkerhed, herunder særlige risikoforhold, brandhændelser og nærved-brandhændelser, samt at identificere og opdatere procedurer og instrukser.
Vi ser frem til, at du bidrager med:
- Faglig ledelse af Fire Safety Specialists og det tværorganisatoriske team.
- Rådgivning og beslutningsgrundlag for CPH’s ledelse om brandsikkerhed og risikohåndtering.
- Sikring af implementering af Bygge- og Beredskabslovgivningens krav til brandsikring i CPH’s bygninger
- Udarbejdelse af brandsikkerhedsmæssige målsætninger og strategier.
- Løbende risikovurderinger og opdatering af CPH’s risikoprofil og -appetit.
- Kvalitetssikring i projekter og rådgivning i forbindelse med granskning af projekter.
- Brandrådgivning i forbindelse med vurdering og implementering af nye grønne tiltag, herunder alternative brændstoffer, BEES-anlæg og øvrige bæredygtighedstiltag.
Om hvordan du lykkes i jobbet
Du lykkes i jobbet på den korte bane, når du er løsningsorienteret, samarbejdende, nysgerrig på rollen og CPH, og når du bidrager med positiv energi til kontormiljøet og virksomheden generelt.
På den længere bane lykkes du, når du har overblik over dine opgaver og ansvarsområder, identificerer og etablerer dialog med primære interessenter, og når du bidrager til den fortsatte udvikling af afdelingen – og tager ansvar herfor. Alt sammen mens du varetager den faglige ledelse af Fire Safety teamet.
Som teamets faglige leder har du naturligvis din faglighed helt på plads, og evner at fortolke Beredskabs- og Byggelovgivningens brandkrav samt tekniske forskrifter.
Derudover ønsker vi, at du onboarder dit nye job hos os med følgende i din professionelle håndbagage:
- Master i Brandsikkerhed eller erfaring med brandrådgivning i brandklasse 4.
- Minimum 4 års erfaring som brandrådgiver.
- Du har erfaring som rådgiver eller som Fire Safety ansvarlig for en større virksomhed.
Om afdelingen
Du bliver en del af teamet i Commissioning & Fire Safety afdelingen, hvor vi er fem specialister, der arbejder tæt sammen om Commissioning og brandsikkerheden i lufthavnens byggeprojekter samt eksisterende bygninger. Teamet har en uformel tone og støtter hinanden i at finde de bedste løsninger. Stemningen er præget af engagement, godt humør og en positiv tilgang til arbejdet. Der er plads til både faglig udvikling og en god portion humor i hverdagen.
Hen over computerskærmene drøftes den seneste fælles padelkamp, 3D print, kagebagning, og hvad der skal dystes i til næste fælles arrangement.
Om René, din nye leder
Som leder ser jeg det som min opgave at skabe de rette rammer for, at du kan lykkes i dit arbejde. Jeg tror på frihed under ansvar, hvor vi sammen sætter mål, men hvor du har handlefrihed til at finde de bedste løsninger.
I hverdagen vil du opleve mig som en støttende sparringspartner, og jeg værdsætter initiativ, selvstændighed og aktivt bidrag til fælles løsninger. Jeg tror på en balance mellem arbejde og fritid og understøtter fleksibilitet i vores hverdag.
Om os | Hvad tilbyder vi
Du bliver en del af en helt særlig atmosfære og en organisation, der hver dag arbejder engageret for, at vores passagerer får den bedste rejseoplevelse.
Udover frokostbuffet, pension og IT-udstyr tilbyder vi
- Frihed til planlægning af dine opgaver – det betyder for eksempel, at du har mulighed for at arbejde hjemmefra efter aftale med din leder
- Fri parkering, cykelservice (i arbejdstiden), bilrengøring og gode rabataftaler
- Fysioterapi og træningslokale, yoga, rådgivning fra træner mv.
- Sundhedssikring – børn er dækket automatisk
- Individuelle udviklingssamtaler.
Om ansøgningen | Stig ombord på dit nye job
Vi ser frem til at læse din ansøgning, så send den gerne snarest muligt og senest d. 9 juni.
Vi modtager kun ansøgninger via vores rekrutteringssystem og ikke pr. mail.
Har du spørgsmål til jobbet inden da, kan du ringe eller sende en mail til Manager, Commissioning & Fire Safety, René Borup Knorborg – 5360 9954 og rene.knorborg@cph.dk.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive politigodkendt, ligesom du skal kunne opretholde politigodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Lead Fire Safety Manager
Københavns Lufthavn