Lagerrekvirent
Københavns Lufthavn

Som lagerrekvirent i CPH’s centrale lagerafdeling bliver du en vigtig del af driften i Nordens største lufthavn. Du arbejder tæt sammen med et dedikeret team og bidrager til effektiv håndtering af tusindvis af varer, der er afgørende for lufthavnens funktion. I et dynamisk og udviklende miljø får du mulighed for både personlig og faglig udvikling, mens du sikrer præcision og samarbejde på tværs af afdelinger.
Om at være Lagerrekvirent
I din nye rolle hos os er du med til at få lufthavnens logistik til at glide fra modtagelse og registrering af varer til fordeling samt indkøb, lagerstyring og kvalitetssikring. Du arbejder med opdaterede lagerstyringssystemer og sikrer, at beholdningen er korrekt og tilgængelig, når den skal bruges.
Samarbejdet på tværs af afdelinger fylder meget i din hverdag, og du er med til at skabe struktur i en travl drift, hvor tempoet er højt og præcision afgørende. Opgaverne spænder bredt, men fællesnævneren er, at du skaber overblik og ro i en kompleks operation, hvor varer og udstyr skal lande de rigtige steder til tiden.
Dine ansvarsområder inkluderer:
- Modtagelse og registrering af varer i lagerstyringssystemet, så vi altid har styr på lagerbeholdningen.
- Fordeling og distribution af varer til de relevante afdelinger og enheder, så lufthavnens drift fungerer effektivt.
- Optimering af pladsudnyttelse og sikring af, at alle varer er tilgængelige og korrekt organiseret.
- Kvalitetskontrol for at sikre, at alle varer lever op til de nødvendige krav.
- Vedligeholdelse af et rent og organiseret lagerområde, der er både effektivt og sikkert at arbejde i.
- Indkøb af lagervare samt ad hoc indkøb til interne håndværker
Om hvordan du lykkes i jobbet
Du lykkes på den korte bane, når du hurtigt lærer de relevante systemer at kende, og evner at navigere i den travle og dynamiske hverdag i lufthavnen. Du formår at håndtere modtagelse og distribution af varer effektivt, samtidig med at du opbygger gode relationer til dit team og andre afdelinger. Din evne til at tilpasse dig og tage ansvar for dine opgaver vil gøre en stor forskel fra starten.
På den længere bane lykkes du, når du har opbygget en dyb forståelse af lufthavnens logistik og lagerstyring, og når du aktivt bidrager til at optimere processer og finde løsninger på komplekse udfordringer. Du har skabt stærke relationer på tværs af afdelinger, og din evne til at tage ansvar og tænke proaktivt gør dig til en uundværlig del af teamet.
Med i din professionelle bagage har du:
- Erfaring med lagerstyring eller logistik
- Praktisk forståelse for travle og dynamiske arbejdspladser
- Grundlæggende teknisk forståelse
- Erfaring med at arbejde i SAP vil være en fordel men ikke et krav.
Om afdelingen
Du vil blive en del af et dedikeret og engageret team, der består af 2 lagerrekvirenter og 2 SAP-specialister. Stemningen i afdelingen er samarbejdsorienteret og præget af et stærkt fællesskab, hvor alle hjælper hinanden og deler viden.
Vi trives i et åbent og uformelt miljø, hvor både humor og hårdt arbejde går hånd i hånd. Hver kollega bringer unikke styrker til bordet. Én har en passion for at optimere processer, en anden er kendt for sin grundighed og præcision, mens vores SAP-specialister konstant er på jagt efter nye løsninger. Det betyder, at vi hele tiden lærer af hinanden og understøtter hinandens udvikling.
Om Bent, din nye leder
Som leder lægger jeg stor vægt på ærlighed, loyalitet og en grundlæggende interesse i det arbejde, vi udfører. Jeg mener, at et godt arbejdsmiljø bygges på tillid og åben kommunikation, og derfor er det vigtigt for mig, at vi som team kan tale åbent om både udfordringer og succeser.
Jeg giver frihed under ansvar, hvilket betyder, at jeg uddelegerer opgaver med tillid til, at du kan løse dem på den bedst mulige måde, og jeg er altid til stede for at støtte dig, hvis du har brug for sparring eller vejledning. Du vil opleve, at jeg giver dig den nødvendige plads og fleksibilitet til at tage ansvar, samtidig med at jeg er tydelig i mine forventninger. Jeg værdsætter, at alle tager ansvar for deres opgaver og bidrager aktivt til teamets samlede succes.
Om os | Hvad tilbyder vi
Du bliver en del af en helt særlig atmosfære og en organisation, der hver dag arbejder engageret for, at vores passagerer får den bedste rejseoplevelse.
Udover pension og IT-udstyr tilbyder vi
- Fri parkering, cykelservice (i arbejdstiden), bilrengøring og gode rabataftaler
- Fysioterapi og træningslokale, yoga, rådgivning fra træner mv.
- Sundhedssikring – børn er dækket automatisk
- Individuelle udviklingssamtaler.
Om ansøgningen | Stig ombord på dit nye job
Vi ser frem til at læse din ansøgning, så send den gerne snarest muligt og senest d. 25/5.
Ansøgninger modtages kun via vores rekrutteringssystem.
Har du spørgsmål til jobbet inden da, kan du sende en mail til Logistics Engineer, Centrallageret, Allan Jonassen på allan.jonassen@cph.dk
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive politigodkendt, ligesom du skal kunne opretholde politigodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Lagerrekvirent
Københavns Lufthavn