Finance Assistant - Erhvervsudlejning og energi
Københavns Lufthavn

Vær med til at sikre fundamentet for den daglige økonomiske drift i Nordens største lufthavn. Som Finance Assistant arbejder du med kontrakter, fakturering og økonomiske data, der er afgørende for stabile og effektive processer. Her får du mulighed for at skabe værdi gennem høj datakvalitet, præcis håndtering af økonomiske transaktioner og løbende forbedringer af vores arbejdsgange.
Din nye rolle
Som Finance Assistant med fokus på erhvervsudlejning og energi, er du en vigtig del af den daglige økonomiske drift. Du håndterer kundekontrakter og økonomiske transaktioner i SAP for vores lejere i Copenhagen Airport Shopping Center og Real Estate – både husleje og energirelaterede poster. Du sørger for korrekte data i vores systemer, bidrager til afstemninger og kvalitet i regnskabsprocesserne, og din indsats er med til at sikre, at rapportering, regnskab og beslutningsgrundlag altid er stabilt og troværdigt. Du spiller derudover en central rolle i at optimere og effektivisere vores processer især indenfor fakturering og afregning af energirelaterede poster.
Dine vigtigste opgaver er:
- Håndtering af aconto- og årsfakturering af alle energi-relaterede poster for vores lejere
- Samarbejde om korrekt kontrakt‑ og datagrundlag med kolleger på tværs af finans, det kommercielle team og energi-afdelingen
- Afstemningsopgaver og kontrol af økonomiske data
- Håndtering af kundekontrakter i SAP, herunder oprettelse, ændringer og nedlukning
- Administration af forudbetalinger, deposita/bankgaranti og øvrige relaterede poster
Din nye afdeling
Udviklingen af CPH hviler på et solidt finansielt fundament og langsigtet planlægning. I Finance & Projects har vi ansvaret for økonomi, investeringer, indkøb, jura og risikostyring samt planlægning og gennemførsel af de bygge- og udviklingsprojekter, der skaber fremtidens CPH.
Du bliver en del af et dygtigt økonomiteam med 12 medarbejdere, to økonomielever og en studentermedhjælper. Sammen håndterer vi hele paletten af accounting-opgaver: fakturering af flytrafik, shoppingcenter og erhvervslejemål, kreditorfakturaer, udlæg, betalinger, anlægskartotek, afskrivninger og afstemninger.
Teamet er kendetegnet ved høj faglighed, integritet og en stor ansvarsfølelse – men også ved en uformel tone og masser af humor. Vi hjælper hinanden, deler viden og står sammen om både drift og udvikling. Herudover arbejder vi målrettet med digitalisering og procesoptimering og sikrer et stabilt, compliant og velfungerende økonomisk fundament for hele lufthavnen.
Om dig
Du trives i en rolle, hvor struktur, kvalitet og samarbejde går hånd i hånd. Du er detaljeorienteret, arbejder systematisk og motiveres af at levere et solidt stykke arbejde, som andre kan bygge videre på.
Vi forestiller os, at du har:
- En regnskabsmæssig eller økonomisk uddannelsesbaggrund med mindst 3 års erfaring. Har du arbejdet med energiområdet er det en fordel, men ikke et krav
- Kendskab til SAP og/eller kontrakthåndtering
- Evne til at arbejde med stor grundighed og bevare overblikket i detaljer
- Systematisk tilgang og lyst til at lære nye strukturer og systemer
- Gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner
CPH som arbejdsplads
Københavns Lufthavne er en by i byen. Her arbejder tusindvis af mennesker på tværs af fagligheder og virksomheder for at holde lufthavnen i gang – døgnet rundt, året rundt.
Bag den daglige drift står en organisation, der udvikler, analyserer og sætter retning for CPH. Her arbejder vi med alt fra strategi og digitalisering til økonomi, projekter og udvikling af organisationen.
Du bliver integreret i et fagligt dygtigt miljø hvor vi omsætter visioner til løsninger, der får lufthavnen til at fungere i dag og sætter retning for fremtidens udvikling.
Hvad vi tilbyder
I CPH gør vi os umage for at skabe gode rammer om din hverdag.
Du får adgang til medarbejdergoder, der både gør arbejdslivet lettere og giver balance i hverdagen. Det gælder blandt andet attraktive barselsvilkår (uanset køn), sundhedsforsikring for dig og din familie, pensionsordning, gratis parkering, gode transportmuligheder, samt træningsfaciliteter og adgang til sundhedscenter.
Samtidig bliver du en del af et mangfoldigt fællesskab med mulighed for personlig og faglig udvikling, sport, kultur og sociale aktiviteter.
Yderligere information
Har du spørgsmål til jobbet kan du sende en mail til Manager, Finance Services, Anders Poulsen på anders.poulsen@cph.dk.
Du skal kun uploade CV uden billede, men skriv gerne din motivation for at søge dette job øverst i CV’et.
Ansøgninger modtages kun via vores rekrutteringssystem.
Ansøgningsfrist
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, som du bedes sende snarest muligt og senest den 1. november 2026. Vi læser løbende ansøgninger.
Vi skaber forbindelse til verden
CPH har i mere end 100 år forbundet mennesker og kulturer. Vi sender danskerne ud i verden og byder verden velkommen til Danmark. På tværs af CPH og i samarbejde med vores partnere udvikler vi fremtidens lufthavne. Sammen skaber vi ansvarlig vækst gennem sikker og stabil drift, digitalisering og gode passageroplevelser.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive politigodkendt og opretholde godkendelsen gennem hele din ansættelse.
Læs mere om hvordan det er at være medarbejder hos os på cph.dk/job.
Finance Assistant - Erhvervsudlejning og energi
Københavns Lufthavn